Rådmand for SF, Balder Mørk Andersen deltager sammen med hele SF’s gruppe på Rådhuset, atter i festlighederne ved dette års Gay Pride-parade d. 21. august. At være en del af festen på SF’s festligt pyntede vogn er noget af det mest livsbekræftende, hvorfor jeg da også har ryddet kalenderen flere år i træk. Det er bare så herligt, at se så mange smilende og vinkende københavnere som år efter år går på gaden for at følge optoget. Som politiker på Frederiksberg finder jeg det selvfølgelig herligt, at paraden får så flot en start fra Frederiksberg Rådhusplads.
Nogen vil måske mene, at homoseksualitet er en fuldt accepteret del af det danske samfund, og ja, det er det heldigvis også for langt den største del af befolkningen. Men vi bør aldrig holde op med at fejre frisindet og retten til kærlighed mellem folk af samme køn, samt kæmpe for yderligere ligestilling. Vi har jo et ansvar for at Danmark er et ligeså imødekommende samfund, også når de næste generationer er ved roret.
Desværre findes der også mennesker som ikke syntes, at alle mennesker bør accepteres som de er. Hatecrimes finder sted – internationalt såvel som i Danmark. Det skal der tages afstand fra ved enhver given lejlighed, og en sådan har vi på lørdag.
Når nu de konservative lokalt rummer homoseksuelle syntes jeg faktisk at det er ærgerligt for dem, at de ikke deltager i paraden. Men det er deres valg. Som SF’er syntes jeg at det er en sand folkefest som jeg bare må være en del af.
Fra SF’s firemandsgruppe på Frederiksberg Rådhus deltager desuden Rikke Lauritsen, Anne-Mette Wehmüller og Tue Damsø.
(Bragt i Lokalavisen Frederiksberg d. 19. august 2010)