Hvis man her hvor sommerstormen over Lene Espersen så småt er ved at lægge sig, skal lede efter et aspekt, hvor hendes mindre heldige pasning af sit ministerembede har haft en positiv sideeffekt.  Ja, så drejer det sig såmænd om ligestillingsspørgsmålet. For man må konkludere, at debatten om hendes embedsførsel har været behageligt forskånet for ukonstruktive kønsargumenter. Det har primært været hendes stilling og de krav der må stilles til en udenrigsminister der har været til debat, og ikke det faktum at hun er kvinde og moder.

Kort fortalt har hun fået den samme mediebehandling, som hvis det havde været en mand og evt. en med børn, der havde været udenrigsminister. Der har altså ikke været hørt megen formildende tale, á la: ”Nåh ja, hun er jo moder og skal selvfølgelig prioritere familielivet og holde ferie med sine børn”.

Lene Espersens mand og far til hendes børn har således ikke spillet en rolle i debatten. Implicit er der altså i offentligheden blevet vist ham den tillid, at han sagtens kan styre hjemmefronten og i den konkrete situation sørge for at børnene får en god ferie, selvom mor er til politisk møde i et par dage.

Tænk hvis det fremadrettet betyder, at den tillid også kan vises alle andre mænd og fædre. Tænk om vi er tættere på et samfund, hvor en kvinde såvel som en mand – en moder såvel som en fader kan yde de samme ofre og nyde de samme goder, fordi begge parter reelt rummer lige så gode evner til at tage vare på deres børn. Da vil vi nærme os et samfund med mere ligestilling i både løn, karriere, barsel og forståelse af forældreevner, og da har den offentlige debat om Lene Espersens dispositioner trods alt kastet lys over en mulig positiv samfundsudvikling. Og er måske et skridt imod et tiltrængt ligestillingsmæssigt paradigmeskifte.

Lene Espersens prioritering af den rejsekrævende udenrigsministerpost rummede i det lys et godt signal om, at kvinder også kan tage sig af krævende topposter der kræver fravær fra familien. At hun så personligt ikke har været i stand til at leve op til det er beklageligt, både for regeringen, Danmarks internationale indflydelse og anseelse, og altså også for den ligestillingsforståelse hun (og hendes mand) kunne have påvirket yderligere.

(Jyllands-Posten d. 12. august 2010)