Sagen fra Holbergskolen placerer sig midt i en smeltedigel af forskellige udfordringer og hensyn. Et valg kan nemlig risikere at hæmme et andet. Som så mange andre aspekter af vort samfund og fælles liv kræver det en nuanceret tilgang, og et sikkert grundlag at betragte sagen ud fra.
Desværre er vore dages hurtige mediebillede ikke i stand til at indfange og viderebringe nuancerede holdninger. Hvis man for længe sidder og tænker og vejer frem og tilbage, ender man med sikkerhed med at blive overhørt i den sidste ende. Det er vilkårene og en konkret politikerudfordring, men lad os til enhver tid udfordre medieredaktionerne på, at det bør være sådan.
Sagen indeholder flere aspekter: Integration, kulturelle udfordringer, ligestilling, folkeskole i praksis, decentral eller centraliseret styring, tillid eller mistillid til offentligt ansatte, politikere der står ved deres centrale beslutninger, også når de konkretiseres lokalt, samt positionering i debatten. Lad mig kort prøve at tydeliggøre, hvordan min tankerække spinder sig i denne sag.
- Først og fremmest er det mig meget imod, at forkvaklede ideologier forhindrer os i at have et samfund, hvor mænd og kvinder er lige meget værd, og tør vise det til enhver tid. Det drejer sig om råderum til alle kvinder og mænd.Derfor bør officielle forældremøder eller skoletemamøder aldrig ligge under for nogen menneskers magt over andre. De skal selvfølgelig være åbne for begge køn, og skoleledere med udfordringer med at fx at få kvinder til at komme til møder og herunder så også at sige noget, bør i hvert fald gøre hvad de kan for at få det kommunikeret ud til alle forældre, at børnene har brug for at begge forældre involverer sig i børnenes skolegang både med øjne, mund og ører. Dette er også en landspolitisk opgave.
- Efterfølgende drejer vi så blikket til en konkret folkeskoleproblematik i København. Her har man fundet det nødvendigt med tiltag der kan få ikke-etnisk danske mødre inddraget. Til dette benyttes der et greb som kaffemøder med mødrene.Mobning skader børn for livet, og det skal modarbejdes, så derfor har mødrene valgt dette tema. Alternativet er at de bliver siddende hjemme (indtil det yderste højre kommer med forslag om reduktion i evt. offentlige ydelser hvis mødrene ikke møder frem og åbner munden). Så længe fædre (både enlige, skilte el. samboende, etnisk danske eller ikke etnisk danske) ikke kan siges at blive forbigået med væsentlig kommunikation mellem skole og hjem, bakker jeg op om at lokale skoleledere fortsat gives mulighed for at udmønte folketingets egne beslutninger (bydelsmødre via SATS-puljen), for at løse en lokal knude.
Det kan så vise sig i den konkrete situation, at virke på børnenes mobning eller ej, men forsøget må meget gerne gøres, især fordi man evt. kommer tættere på at løsne op for andre problematikker. Hermed vises den rette respekt for decentralisering og tillid til offentligt ansatte. Andre problematikker kan vise sig at blive hjulpet frem af lignende tiltag,
Afslutningsvis må jeg understrege, at det naturligvis ikke er i et ideal-samfund, at greb som det på Holbergskolen er nødvendige. Det bør kun være undtagelsesvis, og fordi at man øjner løsninger på konkrete problematikker, at kønsadskilte kaffemøder bliver til en mulighed. For som jeg var inde på indledningsvis risikerer vi, at hæmme os selv i forsøget på, at skabe et bedre samfund på andre områder, og det er mig meget imod at blive taget til indtægt for, at ville fasttømre faste normer for hvad mænd og kvinder er for størrelser.
Men vi lever ikke for nuværende i et sådant ideal-samfund, og må som politikere agere i virkeligheden. Fædregruppen på Nørrebro er hidtil ikke blevet betragtet som diskriminerende mod kvinder, men hvad så nu? Hvori ligger forskellen?
Hvis debatten i den sidste ende medfører at interessen for kampen for ligestilling, holder helt derhen hvor det ikke blot er et spørgsmål om den standende værdi- og kulturkamp, ja, så kommer der da i det mindste noget positivt ud i den sidste ende. Hvis ikke – så er alt ved det gamle, og ligestilling er igen blot et flag der kan rejses ved festlige lejligheder, for at pudse glorien.
Og lad os så komme tilbage til de problemer der for alvor truer landets velfærd – sagt uden at negligere de værdipolitiske udfordringer. Men tro mig – hvis ungdomsarbejdsløshed, finanskrise og sygehusproblemer ikke modvirkes får vi mere at se til på alle områder senere.