Humoren, traditionerne og fornyelsen – tale ved Ældrekoncert på Frederiksberg

Der var en ældre dame der kom ind til bageren og skulle købe et formbrød. Ekspedienten puttede brødet i en pose og sagde:

“Det bliver 20 kroner”. “20 kroner” udbrød damen. “Jeg kan huske, da et formbrød kostede 13 øre.”
Ekspedienten åbnede døren ud til bageriet og råbte ud til bageren: “Jensen – har vi flere formbrød fra 1911?”

Hvorfor starter jeg så med denne lille morsomhed – jo, det gør jeg fordi den foruden at få os til at smile, fortæller os, at minderne består – men tiderne skifter.

Udtrykket ”I de gode gamle dage…” er selvfølgelig fortærsket, men uden at kloge mig for meget på en tid jeg ikke selv har nogen andel i, vil jeg dog tillade mig at konstatere at det offentlige rum er præget af, at der er lidt mindre høflighed, respekt og smil.

Eller sagt på en anden måde – mangler vi i nogen grad god tone i det offentlige rum.

Meget indikerer at vi som samfund (i hvert fald indtil finanskrisen) er blevet individuelt rigere, men kollektivt fattigere. Vi har fx alle oplevet at der åbnes en ny kasse nede i supermarkedet, og efterfølgende se nogen ignorere en lang kø og gå direkte til kassen. For det er jo først til mølle-princippet der gælder. Og lignende hændelser ser vi også i metro og busser.
 
Nu lyder jeg allerede som en sur gammel mand der leder efter hår i suppen, og det er måske lige tidligt nok. For heldigvis har vi så meget at glæde os over. Som danskernes velvilje ved indsamlinger til Afrika og Haiti, såvel som frivilligt arbejde og medborgerskab. Det har vi heldigvis en del af på Frederiksberg.

Og så har vi humoren – fællesskabet om det gode grin. Derfor er jeg begejstret over, at vi under Ældrekoncerterne får glæde af så humoristiske personligheder som Lisbet Dahl og Grethe Sønck. Lisbeths bidrag til dansk moro gennem især Tivolirevyen er enorm, og Grethes 50 stk. revykarriere er monstrøs. Jeg ser personligt frem til at se Grethe Sønck på to ben – billedet af hende kravlende på gulvet i et tv-studie er i hvert fald et af mine barndomsminder. Havde du egentlig knæbeskyttere på?

Og så dertil nogen der kan synge rigtig højt – så har vi ligesom alt hvad der er nødvendigt for at vi kan hygge os og mindes.

Hvis der er noget som de to revykunstnere har tilfælles er det evnen til at sammenkoble begreberne – tradition og fornyelse. Humoren må aldrig være i stilstand og det samme gælder kunsten og kulturen som samlet hele.

Derfor er jeg også selv meget opmærksom på at vi som kommune aldrig forfalder til at tilbyde de ældre vakuumpakkede kultur-anretninger med det samme pålæg hver dag. I har her på Frederiksberg evnen til at lade jer udfordre, og vedblive med at lære hele livet ud. Derfor må ellers velmenende politikere aldrig tro at de uden at lytte til de ældre kender deres behov. Men omvendt må de samme politikere heller aldrig blive så skræmte for at gå nye veje, at de bliver handlingslammede.

Det er jo svært at udvide sin horisont, hvis man vågner op til den samme udsigt hver dag.

I særdeleshed er humor noget der kan bringe generationerne tættere på hinanden, skabe gensidig forståelse, tillid og tryghed.

Tryghed som barnebarnet der sidder på sin farfars skød, og spørger:

“Farfar, hvad sker der med en når man bliver gammel??”
“Joh… der sker 3 ting!!”
“Hvad er det Farfar??”

“Der sker det at man bliver glemsom, man får rynker og så bliver man glemsom.”

Nåh, jeg kan ikke selv huske hvad jeg ellers ville sige – så jeg må hellere stoppe nu og ønske jer alle sammen en rigtig fornøjelig eftermiddag – fyldt med musik, humor og evigt talent.

(Bragt lettere forkortet som klumme i Lokalavisen Frederiksberg d. 4. februar 2010)

0 tanker om "Humoren, traditionerne og fornyelsen – tale ved Ældrekoncert på Frederiksberg"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *