Terror er skræmmende alvorligt – også for os i Danmark. Angrebet på Kurt Westergaard får os alle til at til at tænke en stund. Og at Danmark har forøget sin risiko for terror efter Muhammedtegningerne er alle vist bevidst om.

Men hvorfor forholder det sig så alligevel sådan, at terror berettiger at nogen politikere skruer hovedet af og tager det under armen?
Hvorfor er vi nået dertil, hvor det efter visse politikeres overbevisning tæller mere i borgernes øjne, at gå i medierne og vise uigennemtænkt handlekraft frem for at vise eftertænksomhed?
Peter Skaarup fra DF udtaler (Berlingske):

”Hvis man havde udvist somalieren alene på mistanken om, at han er terrorist, ville man kunne have forhindret, at han overhovedet var kommet i nærheden af Kurt Westergaard.”

Ja, det er da helt korrekt, men hvad med de demokratiske retsprincipper vi så samtidig havde givet køb på. Betyder det ikke noget for Skaarup? Han taler uden nuancering om begrebet mistanke som et middel til at udvise mennesker, og på ingen måde om bevisførelse. Der er til stadighed ingen grænser for DF’s disrespekt for retsstaten.

Ydermere vil han så have PET til at skabe tryghed ved at oplyse hvor mange terrormistænkte de holder under observation.

Venstre er ifølge Informations gengivelse af Ritzau enige i at denne oplysning skal ud i offentligheden, og S er ikke overraskende, men desværre enig. For en sjælden gangs skyld er jeg så på linje med de konservatives Naser Khader der erklærer sig uenig.

DF ønsker nemlig ingenlunde mental tryghed, men derimod øget utryghed og angst for terror og muslimer. Det er nemlig dér de har deres primære stemmegrundlag.