Sex – og derpå Rikke Hvilshøj – læs nu det fulde læserpanelsindlæg til Politiken

Søndagsavisen er en ordentlig mundfuld – også i dag. Adskillige artikler og reportager beder om at blive gennemtygget, og det er godt. Ikke at man finder de store ‘breaking news’, men PS-sektionens Kosova-reportage er et solidt stykke arbejde.

Den pryder da også forsiden, men inden jeg læser artiklen fanges min interesse af ordene ’sylte og S/M’ og derpå af ordet ‘Pulefrokost’ og til sidst af et billede, som jeg først på lidt afstand kan se er en kvindenumse pakket ind i rødt lingeri. Sex på forsiden er en sikker sællert.

Nåh, jeg må hellere være seriøs og stryger som sædvanlig ned til lederen, og må her desværre sande at den som et par andre i den seneste uge, ikke virker særlig sexet. Det lader vi ligge, for man skal vel ikke stemples som politisk ensporet (eller afsporet) – det må vi hellere overlade til andre.

Tappet for lystfølelse, vælger jeg efter lidt bladring at se, hvad swinger-artiklen i ‘Søndagsliv’ går ud på (navnet ‘Søndagsliv’ referer da tydeligvis ikke kun til det liv der går for sig om søndagen). Jeg frygter, som jeg erindrer at have gjort det før, igen at skulle læse om den dydige yngre kvindelige journalist, der ‘undercover’ vover sig ned i lastens hule, og bliver rystet i sin uliderlige grundvold.

Vellykket fotovæmmelse
Bladrende fanges jeg dog af den dobbeltsidede billedopsætning på s. 14 og 15, og kan ikke lade være med at trække på smilebåndet. Det er sgu da humor – tillykke til grafikerne for den. Sjovt nok får man ikke lyst til hverken mad eller sex, og minsandten om billedet ikke derved foregriber artiklen.
Artikelbilledet (s. 16-17 med samme personer) har dog ingen tekst, for den ville i givet fald have fortalt, at biledet ikke har noget at gøre med den omtalte klub. Er det redelig billedbrug?

Med det samme bekræftes jeg i min frygt. Politikens nedsendte etablerer meget tidligt sin puritanske integritets-beskyttelse, ved at fortælle at hun er nervøs og har brug for støttepædagog. Men i særdeles ved at første citat (og det fremhævede) fortæller: “at et nej altid betyder nej hos os. Der er ikke noget at være bange for, man kan sagtens bare glo en hel aften”. Pyh ha, tænker journalisten. Øv, tænker swingerne. Læseren derimod spørger: Kan dette nuanceres? Er der en alligevel en grænse for udeltagende kiggeri? Og er det ens for begge køn? Dette kunne man have spurgt direktøren om, for efterfølgende at følge det op hos medlemmer af begge køn.

Som læsningen skrider frem, oplever jeg en mangel på klarhed over journalistens position. Ved gæsterne, at hun er skribent? Ved direktøren det? En notesblok går hun vel ikke rundt med under den sorte kimono til de generte (eller journalister), og hun leger vel ikke ‘The Pillowbook 2′ med en sort spritpen. Notatproblemerne forklarer måske de få og noget uinteressante citater.

Ubesvarede spørgsmål: Markedskraft eller seksuel frihed
Den bonerte ’stillen sig på afstand af miljøet’ i stedet for at forsøge at skabe oplysning om, eller forståelse på miljøets egne vilkår, og give et spændende indblik i disse liderlige menneskers tanker om ligeværdig og frivillig sex, bliver pinlig da der fortælles om en kvinde med en klitorisklemme. Vi får at vide at hun ikke er genert, er frimodig (nok et underligt fremmedord i swingermiljøet), og for ligesom at vise distance til klemmen, som var det et kirurgisk abortredskab, kaldes den både for ‘dimsen’ og ‘tingesten’.

Journalisten kører hvid i hovedet derfra, efter at være blevet klaustrofobisk af den seksuelle opmærksomhed, hvilket da er helt reelt og en naturlig reaktion for mange, men blot knapt så interessant for avislæserne. For vi fik ingen svar. Hvorfor er mandesex fx ikke tilladt i lystens og frimodighedens palads, mens kvinder godt må? Taler markedskræfter her et stærkere sprog? Ligesom der er begrænsninger på singlemænd, men ikke singlekvinder, og at priserne ofte er højere for singlemænd og billigere/gratis for singlekvinder. Der har ligestillingskampen ikke været forbi.
I faktaboksen fortælles det, at strenge regler forbyder prostitution i klubberne, men da det har været oppe at det alligevel er forekommet, kunne man da have fulgt op på denne problematik.
Så var der alligevel mere sex i lederen.

Rikke Hvilshøjs kyniske automatpilot
Tilbage til den verden vi af avisen oplyses om. PS-sektionens fine og rystende reportage om familien Nura i Kosova. Det gør så ondt, og jeg orker ikke at høre på dem der afslår det ved at kalde det for følelsesporno. Interviewet med Rikke Hvilshøj (PS, s. 6) efterlader mig lamslået og magtesløs. Er det et grundvilkår for politikere, og i særdeleshed ministre, at de skal ligge lidt af deres sjæl derhjemme inden de tager på arbejde? Mage til selvafslørende og flabet blindhed skal man nemlig lede længe efter. Regeringens og DF’s menneskekulde udstilles efter den slags interviews, men jeg er bange for, at det også påvirker den generelle politikerlede.

For journalister, Politiken og oppositionen, kan det ikke være tilfredsstillende, at regeringen og DF på sin vis kun kan anfægtes på deres moral og medmenneskelige værdier. For så er der kun tilbage at råbe højere, hvilket Kjeld Hybel så gør på s. 8. Og jeg forstår ham til fulde. På mange måder er hun den perfekte udlændingeminister for regeringen, der stilsikkert varetager sin karriere uden fodfejl. Men kommer der ikke en grænse, hvor det hele bliver så tydeligt umenneskeligt, at for mange bliver bevidste om det? Da vil man snarere have brug for et menneskeligt ansigt på den umenneskelige politik. Men selv en klonet Connie Hedegaard, ville ikke kunne forklare det ansvarlige i, at sende bør der har boet 7 år i et dansk asylcenter ud af landet, med en psykisk syg far. Ligesom hun aldrig reelt vil kunne give regeringen et troværdigt miljø-ansigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *