For langt de fleste kommunalpolitikere har de seneste godt 2 år været et langt effektiviseringsmaraton. Det er forståeligt – for der er ikke nogen der ønsker at vi skal ende med et opløb som i Grækenland.

Det er imponerende at kommunerne har reduceret med 6 mia. siden 2009 og senest med 2,5 mia. under aftalen om serviceudgifterne fra sommeren 2011. Men det har trukket tænder ud. Og det er samtidig en farlig udvikling for kommunerne.

For har vi under den øvelse styr på serviceniveauet? Giver det reelt et misvisende billede af hvad fx Frederiksberg bør bruge af midler til at drive bare som det mindste – acceptabel velfærd? Penge som vel at mærke er i kassen, men som ikke må trækkes op.

Kan vi med sikkerhed sige, at det ikke har omkostninger for de svagere grupper i dette samfund? For dem som ikke kan mønstre bannere og taler i bymidten?

Dem som har nok at gøre med at passe deres handicappede barn? De ledige med udfordringer udover deres ledighed? De ældre uden penge i madrassen?

I den fortsatte besparelsesjagt skal vi både på Frederiksberg, i Kommunernes Landsforening, og på Christiansborg huske at have hjertet med. Ellers bliver vi alle reduceret til økonomiske effektiviseringsrobotter, der glemmer at bundlinjen involverer mere end blot tallene i et årsregnskab.

(Bragt i Lokalavisen Frederiksberg d. 22. marts 2012)