Bekymrende konservative skattedrømme

Som politisk leder for SF på Frederiksberg Rådhus, der senest har taget medansvar for besparelser for at rette op på kommunens økonomi, finder jeg det særdeles bekymrende, at man i sidste nummer af Frederiksberg Bladet kunne læse om, hvordan det konservative medlem af kommunalbestyrelsen, Nils-Ole Heggland, drømmer om lavere skatter. Jeg kan ikke andet end at opfatte det som en virkelighedsfjern krigserklæring mod et velfærdssamfund for alle, hvor få har for meget og færre for lidt.

Nils-Ole Heggland gør det desværre klart for enhver, at de seneste konservative folketingsudmeldinger om skattelettelser for 35 mia. kr. finansieret gennem nedskæringer i den offentlige sektor, desværre også har næring blandt konservative lokalpolitikere på Frederiksberg.

Først skal vi lokalt fordøje VK-regeringens og Dansk Folkepartis nulvækst, og derpå vil de konservative servere en uspiselig drømmekage bestående af skattelettelser og øget brugerbetaling. Blot mangler vi at blive oplyst om, hvor de konservative ønsker mere brugerbetaling, og hvilke grupper af offentligt ansatte de bedst mener, at vi som samfund kan undvære?

Hvis de konservative efter det kommende folketingsvalg ender med at få magt, som de har agt, vil resultatet blive massive nedskæringer og endnu mere ulighed i det velfærdssamfund, som er blevet bygget op over generationer, men som kan vise sig at blive revet ned på blot et årti. I det mindste kan vælgerne se to vidt forskellige retninger for det danske samfund – nationalt, men altså også lokalt.

Jeg vil opfordre nogle andre konservative på Frederiksberg Rådhus til snarest at ringe til Lars Barfoed og fortælle ham, at partiet på Christiansborg er markant ude af trit med virkeligheden ude i kommunerne.

Selvom det sjældent er klogt at komme med ultimative politiske udmeldinger, bliver jeg desværre nødt til at gøre det i denne forbindelse: Såfremt de konservative tidsler om skattelettelser fortsat bliver gødet og vandet lokalt på Frederiksberg, vil jeg opfatte det som et signal om, at man ikke fremtidigt ønsker at nyde godt af SF’s konstruktive deltagelse ved budgetforhandlinger.

(Frederiksberg Bladet d. 1. marts 2011)