Prostitution – løsningen er ikke renovation

Borgerne på Vesterbro er ved at være særdeles trætte over prostitutions-udviklingen. Det kan jeg godt forstå. For I lever side om side med internationale mafiabander, der handler med mennesker til prostitution. I skal hver dag se unge, fattige og desperate kvinder, der slås om sexkøbernes gunst for at kunne betale alfonserne. Det støder al menneskelig værdighed at være et tavst vidne til den slags.

Så for et par nætter siden rensede Københavns Politi gadestrøgene foran Tivoli i København for afrikanske prostituerede. De blev fjernet og anholdt. Politiet ville med aktionen tvinge kvinderne tilbage på de mindre mondæne sidegader på Vesterbro. For de hiver mænd i frakkeærmerne – mænd, som ikke har tænkt sig at købe sex. 

Men hvorfor står kvinderne på gaderne i desperation og nattekulde? Fordi hver syvende danske mand køber sex. Og sexkøberne køber hvem som helst, også unge fattige nigerianske kvinder, der ikke er kommet af sig selv, men fordi bagmænd handler dem hertil for at sælge dem til prostitution. Men ingen går efter sexkøberne, selv om gør sig skyldige i voldtægt, når de køber sex af en prostitueret, der er offer for menneskehandel. 

De fleste kvinder bliver udsendt, fordi de ikke har lovligt ophold i Danmark. Først bliver kvinderne dog afhørt om, hvorvidt de er ofre for menneskehandel. Alene ordet afhøring kan skræmme de fleste fra at fortælle om sit livs mest smertelige oplevelser. Erfaringen er da også, at kvinderne siger nej. Angsten for repressalier fra bagmændene er for stor, og tilliden til politibetjente er meget, meget lille. 

Danmark har tiltrådt FN-konventioner, der byder os at behandle udenlandske prostituerede som potentielle ofre for menneskehandel. Danmark skal sikre dem beskyttelse, fordi de krænkes af danske sexkøbere. I stedet behandles de som menneskeligt affald. Og afrikanerne på de københavnske gader er kun toppen af isbjerget. De fleste udenlandske kvinder sælges på bordeller, især i det midt- og vestjyske, pænt uden for myndighedernes og offentlighedens synsvidde. Og der bliver mere, ikke mindre prostitution i Danmark, medmindre vi tør følge svenskerne, nordmændene og islændingene og gøre det forbudt at købe sex. Det er effektivt at straffe sexkøberne, det viser den nye svenske evaluering af deres sexkøbslov. Det begrænser menneskehandel og sexmarkedet som helhed. 

 (Bragt i Vesterbro Bladet d. 8. september 2010)