Mere sundhed – uden ulighed

Det danske sundhedssystem skal på ret køl igen. SF og S har derfor lavet et fælles skatteudspil som indeholder sunde ændringer i skattesystemet, hvor tobak som dræber 14.000 mennesker om året, alkohol, sukker og fedtholdige varer bliver dyrere, til gengæld for at vi investerer over 5 mia. kr. i sundhedsvæsenet. Det er fair, ikke mindst når skatteudspillet også indeholder forslag til forbedringer for små indkomster, så de ikke samlet mister penge.

Der er især brug for at styrke kræftbehandlingen. Denne grusomme sygdom har sat sit præg på adskillige danskeres liv. Enten som patienter, pårørende eller efterladte. Regeringen har haft mange år til at gøre noget ved problemet, men alligevel dør en tredjedel flere danske mænd og en fjerdel flere danske kvinder af kræft end deres naboer i Sverige. Desuden skal vi forbedre sygehusene og deres teknologi, og øge forebyggelsen af livsstilssygdomme. Med et nyt sundhedstjek for 45-årige vil vi også opdage flere farlige sygdomme og kunne kurere flere.

Desværre er uligheden i sundhed vokset, fordi regeringen har pumpet skatteyderpenge i privathospitalerne til gavn for den bedst stillede del af danskerne, som samtidig har kunnet nyde godt af fradrag på de private sundhedsforsikringer. Resultatet er en udfordring af det grundprincip for velfærdssamfundet, at alle danskere uanset pengepungens størrelse skal have fri og lige adgang til behandling i sundhedsvæsenet.

Undersøgelser viser, at danskerne godt forstår pointen i SF og S’s forslag om at lade rygning og usunde vaner blive dyrere, når pengene går direkte til bedre sundhed. Det giver mere sundhed for mere sundhed. Så nemt kan det formuleres. Nu mangler vi bare, at regeringen forstår det, men desværre skal der nok et regeringsskifte til for atter, at opleve et fair og trygt sundshedsvæsen.