Derfor skal køb af sex forbydes

Bjarne Segefjord mener i sin kronik (d. 3/8), at prostitution bør legaliseres og gøres til et erhverv på linje med andre. Men det er en dobbeltmoralsk og samfundsmæssigt uansvarlig tilgang til problemet. Når staten anerkender, at prostitution er et socialt problem, er det absurd samtidig at gøre det legalt at være alfons og ruffer. En legalisering signalerer, at det er i orden at udnytte andre menneskers sociale problemer ved at købe sex af dem. I Holland og Tyskland, som har legaliseret prostitution og alfonseri og derved bl.a. forbrudt sig mod FN’s Kvindekonvention, har man oplevet en forøgelse af det kriminelle marked, idet menneskehandelen er steget og kommet helt ud af kontrol. Begge lande har derfor erkendt, at legaliseringen ikke har virket efter hensigten. Desuden betyder en legalisering, at mennesker i prostitution bliver fastholdt frem for hjulpet ud af prostitution.

I 8. marts-initiativet vil vi have en lov der gør det forbudt at købe sex. Det vil mindske antallet af købere. I Sverige hvor man har haft en kriminalisering af købet i 9 år, har man oplevet et fald i antallet af mænd der køber sex, fra 13,6 % til 8 %. En sexkøbslov er nemlig stærkt forebyggende. Et fald i antallet af sexkøbere vil helt automatisk bremse rekrutteringen af kvinder og mænd til prostitution og gøre det sværere for alfonser og menneskehandlere at tjene penge på prostitution. Dertil vil man som samfund sende et klart signal om, at vi ikke tillader sexkøbere at skade andre ved at udnytte deres sociale problemer. 75 % af de kvinder der har været i prostitution får skader af det, og for 25 % er der tale om svære af slagsen. Eksempler på skader er depression, social angst, problemer med nære relationer eller ligefrem post traumatisk stress syndrom (PTSD). Og dertil kommer sliddet på kroppen og underlivet.

Bjarne Segefjord påstår at et forbud mod sexkøb, vil gøre prostitutionsmarkedet endnu mere forrået. Men kan det overhovedet blive værre? Prostitutionsmiljøet er allerede fyldt med kriminelle bagmænd, vold og udnyttelse. Uanset om du står på Istedgade eller er på et bordel på Østebro. I Danmark foregår megen prostitution skjult for offentligheden, men det kan trods alt aldrig blive mere gemt af vejen, end at sexkøberne kan finde den. Og når de kan, kan politi og socialarbejdere også. De svenske erfaringer viser faktisk, at forbuddet mod sexkøb har gjort det nemmere for politiet at overvåge prostitutionen, fordi kontakten mellem sexkøberne og de prostituerede i øget grad foregår via nettet.

Danmark er nu det sidste land i Norden, som ikke har en lov, der kriminaliserer sexkunden. Samtidig er det danske tal på ca. 1.111 kvinder i prostitution pr. 1. million indbyggere foruroligende højt sammenlignet med fx Sverige, hvor det tilsvarende tal er ca. 220 og Norge med ca. 585. Man kan således sagtens kalde Danmark for ’Nordens bordel’, og indtil der bliver taget politisk handling vil denne udvikling kun eskalere, og resultatet af dette vil være endnu flere mennesker i prostitution der får ødelagt deres liv.
Som menneske, mand og politiker må jeg således tage afstand fra Bjarne Segefjords fundamentalistiske og fordummende tilgang til mandekønnet, samt hans chauvinistiske og objektiviserende tilgang til kvinder.

(Bragt i Information d. 7. august 2009)