Kloge fængselsvisioner fra tidligere narkosmugler

I søndags bragte Politiken i sektionen PS s. 3 et spændende interview med Kate Maria Vinther, som for 8 år siden blev idømt 12 års fængsel for at stå bag narkosmugling fra Mellemamerika til Danmark.

Tiden i danske fængsler har givet hende en indsigt, som hun nu heldigvis prøver at lade føre til forandring og politisk handling. Jeg vil anbefale, at I selv finder avisen frem, for et referat vil ikke gøre ordentlig fyldest.

Men følgende citater skal I have:

(Om fængselstiden): “For mig var fængslet det mest ydmygende, jeg kunne udsættes for. I fængslet blev jeg tvunget i knæ som individ og socialt væsen og måtte i vrede og frustration mobilisrere alle mine kræfter for at overleve moralsk og åndeligt. Det er denne proces, jeg kalder ‘menneskelig afvikling’ i vores fængsler og som jeg finder så grundlæggende absurd i et ellers oplyst samfund. Et paradoksalt og fuldstændig unødvendigt spil af menneskelige og økonomiske ressourcer. Miljøet i fængslet inviterer mildt sagt ikke til anger og fortrydelse. Tværtimod må man forblive benhård for ikke at bukke under.” 

(Om de 2,5 mia. kr = ca. 2000 kr. om dagen som hver enkelt fængselsfange koster om dagen): “Skatteyderne får slet ikke det for pengene, som er hensigten. Succesraten med at resocialisere de kriminelle i fængslerne er helt i bund – og alle ved det, politikerne, juristerne i kriminalforsorgen og forskerne. Men der sker stort set intet.”

Hendes tanker udmønter sig konkret i en vision om ‘det lærende fængsel – kaldet ‘uddannelsesfængslet’. Her er der masser af kød at tygge på, og jeg mener i særdeleshed, at man bør sætte et pilotprojekt i søen. Det er næsten en forbrydelse at lade være – overfor de mange kommende ofre, som vi i fremtiden vil opleve når tidligere straffede lukkes ud, og tyer til kriminalitet og vold igen. Tilbagefaldsprocenten (recidivet) på 60-80 % for langtidsfanger fra lukkede fængsler, er ihvertfald så høj, at der skal ske ændringer – nu.

Derudover fandt jeg følgende link til et interview fra Information d. 31. december 2008: http://www.information.dk/print/178241 
og en radioudsendelse:
http://www.dr.dk/P1/Samfundstanker/Udsendelser/2009/02/19141747.htm