Der er god grund til at bakke markant op om de 420 aktionerende lærere på Frederiksberg.

De individuelle elevplaner er en del af det seneste folkeskoleforlig, som SF på ingen måde kunne tilslutte sig. Her fremtræder elevplanerne som en del af et større hele, hvor fokus rettes mere og mere mod det, som kan testes, måles og vejes i et misforstået skolesyn med mere detailstyring og mindre tillid til lærerne.

Grundlæggende er elevplaner ikke at foragte. Jeg ønsker selv en højere faglighed i folkeskolen, men den består altså ikke kun af det synlige og evaluerbare, men bl.a. også af den skjulte læring. Kort sagt er faglighedsbegrebet bredere end set gennem regeringens briller.

I SF mener vi, at folkeskolen skal ruste eleverne til hele livet – ikke bare arbejdslivet. De aktionerende lærere har naturligvis ret i, at det er uholdbart at beordre lærerne til at lave elevplaner uden samtidig at sikre, at der er den fornødne portion (betalt) tid.

Her siger lavt satte udregninger, at der er tale om op til tre ugers ekstra arbejdstid. Ja, der er sågar lærere, der har skullet udarbejde 250 elevplaner og samtidig har fået at vide af regeringen, at der ikke var tale om en yderligere arbejdsbyrde.

Jeg har forståelse for, at en bedre løn til folkeskolelærere kan være medvirkende til at give en følelse af mere luft, som kan føre til overbærenhed over for dårlig lovgivning.

Men hvis det grundlæggende hovedproblem er tid, bliver det ikke løst ved at nøjes med at rette fokus mod lønnen.

Hvis antallet af lærere der søger hjælp pga. stress, er steget med 30 pct., skal der så ikke mere end bedre løn til? Hvis der er tale om et benbrud, er det så tilstrækkeligt med et lønplaster?

Lærernes aktion bør altså også være indgangen til at fokusere på generel kvalitet, mere tid til den enkelt elev med f.eks. maks. 24 undervisningstimer pr. lærer (som i Finland), maks. 22 elever i klassen, mulighed for mere differentieret undervisning med flere timer med to lærere samt tilrettelæggelse af en bedre specialundervisning.

Lønnen kan da fremføres som et delargument, der understøtter det usammenhængende i den nye lov. Regeringen skulle jo ikke få den tro, at de kan købe sig til tavst samtykkende lærere.

Et mere offensivt fokus skal sikre, at vi ikke risikerer, at lærerne halvhjertet accepterer at gennemføre mere middelmådigt administrativt papirnusseri og tier stille med det. For så er vi for alvor ude i en situation, hvor uvillig opfyldelse af dårlig lovgivning til slut bliver grinagtig.

Uanset resultatet af aktionen vil vi forhåbentlig opleve, at flere forældre får øjnene op for det store arbejde, som lærerne gør for deres børn under tidspres og uden ordentlig løn eller status. Så fortæl det endelig til dit barns lærer, når du oplever tilfredshed.

Ros hænger ikke på træerne i disse år.

(Læserbrev bragt i Jyllands Posten d. 30. marts 2007)