Mew gennem marv og ben

Jeg havde i går den store fornøjelse, at opleve Mew spille for et forventningsfuldt publikum i Tivoli. På trods af min store begejstring for deres musik, hvor jeg ofte har nydt de to sidste albums Frengers (2003) og and the Glass Handed Kites (2005), var det første gang jeg hørte dem live. De 70 min. m. pause virkede for kort (dog det samme som i KB-Hallen, og velsagtens det de kommer til at spille på deres USA-tour), men det var virkelig en fornøjelse, og lysten til engang at høre dem i en lang koncert er nu stor. Mange af deres melodiske maskingeværssange (ja, tænk at det er muligt at føle et sådant billede) fungerer superbt live. I Tivoli skal man dog ikke prioritere udsynet og stå ude i den forhøjede venstre side, for her er lyden for lav, og bassen kan ikke mærkes i maven. Så jeg glædede mig over at flytte ind mod midten i løbet af koncerten.

Vi har i de senere år oplevet flotte rock-udgivelser fra Saybia, Carpark North, Nephew og selvfølgelig Kashmir, som set over længere tid er det største danske navn. Men lige nu og her tager Mew teten som det mest melodiøse, nytænkende og talentfulde navn på den danske rockscene. Jeg er fuld af ærefrygt over deres evne til at kontrollere så meget lyd, som lader til at løbe væk i landskabet, men finder tilbage til kernen igen. I nogens ører er det larm, men for mig er det den smukkeste kontrollerede lydudblæsning. På sin vis minder de lidt om islandske Sigur Rós (som jeg ligeledes er meget begejstret for) i deres melodiøse larmkontrol, men alligevel så anderledes. Jeg ser meget frem til deres næste album. Se iøvrigt en udmærket bandhistorie her: Bandomtale

En anden detalje ved deres koncerter er det animalske skrækkabinet de har kørende bag sig på storskærmen. Til tider er det decideret mareridtsagtigt. Især backdrop-videoen til “The Zookeeper’s Boy” gjorde et enormt indtryk, som en blanding af musikalske dyr i slædefart, som var det en ny udgave af Roman Polanskis Vampyrernes Nat, kombineret med en eller anden puppet-master-gyser. Såvidt jeg ved er det forsanger Jonas Bjerre der står for denne afdeling, i givet fald er jeg yderligere imponeret.