Den usikre våbenhvile åbner nu op for refleksion. Som jeg ser det var der tale om en ‘villet’ krig fra både Hizbollah og Israels side, og det er i sig selv skræmmende.

Hizbollah havde brug for at nødvendiggøre sin eksistens – styrke sin folkelige opbakning i Libanon, og gøre sponsorerne i Iran og Syrien glade.

Israel ventede på deres undskyldning (bortførelsen af de to soldater) for, at forsøge et afgørende opgør med Hizbollah, fordi de i deres noget brogede sikkerhedspolitiske optik, ser dette som en nødvendighed for at sikre landets borgere. Samtidig havde Olmert brug for at vise indenrigspolitisk styrke.

Kort fortalt, var krigen ikke uundgåelig, men delvist nødvendig for både Israel og Hizbollah. Skal man forsøge sig i det ubehagelige, at erklære sejrherrer og tabere, bør dette gøres på to niveauer. Israel vandt en militær sejr, men det faktum at den på trods af den militære overlegenhed var begrænset, gør at Hizbollah fejrer den symbolske sejr. For første gang i historien tromlede Israel ikke hen over sine arabiske fjender. Den nationale sikkerhed er for mig at se svækket i Israel, og det er et nederlag for Israel, men en sejr for Hizbollah og ikke mindst Iran.

I Syrien fejrer en svag diktator Hizbollahs sejr, men hans position er ikke blevet stærkere. I Iran finder vi derimod et styre der fejrer dette som en fantastisk magtdemonstration overfor de israelske ærkefjender.

Den virkelige taber er den størrelse vi kalder for ‘verdenssamfundet’. USA er taber, FN lidt mindre taber, og EU er delvis taber. Den almindelige borger i Mellemøsten der blot vil leve i tryghed med sin familie er taberen. Våbenhvilen rejser nye spørgsmål, og jeg er mildest talt utryg ved situationen. De selvsamme sikkerhedspolitiske dilemmaer som oplevedes under Den kolde krig, er nu direkte overførbare til Mellemøsten. Den kolde krig blev aldrig direkte varm – kun i indirekte krige, fordi hverken USA eller USSR ønskede den store krig. I Mellemøsten er der desværre ledere der ønsker konfrontationer, og i verdens eneste supermagt USA, sidder der ledere der ikke magter, at spille sin rolle på en sådan måde, at vi i sidste ende kommer nærmere freden.

Jeg vil ikke male fanden på væggen eller lege Nostradamus, men jeg tror desværre, at vi går ind i en fremtid med mere utryghed, mere terror og (lad det ikke være en selvopfyldende profeti), mere krig. En dag hvor jeg er mere optimistisk stemt, vil jeg forsøge, at se på hvad der kunne imødegå denne udvikling og skabe mere global tryghed. Lad mig røbe, at det ihvertfald involverer præsident-skifter i både USA og Iran (præstestyret ville jeg da også gerne se smidt på porten, men det bør kun ske ved subtile metoder (og det vil tage mange år) og ikke ved en altødelæggende USA-ledet invasion).