Køb af sex skal forbydes

SF er et stærkt ligestillingsparti med en formand, der er erklæret feminist, og med en efterfølger der forhåbentlig følger trop. Vi arbejder for, at social ansvarlighed, ligeværd og respekt er ukrænkelige værdier, ikke bare herhjemme, men i den ganske verden. Vi er de første til at pege på, at ligestillingskampen er en samfundsopgave, og vi er i vore analyser altid bevidste om, at de sociale tilstande afspejler de skæve magtforhold, der regerer i et kapitalistisk samfund.
Derfor er det utilfredsstillende, at vi på prostitutionsområdet ikke lever op til vores politiske ansvar, men som parti bibeholder en uafklaret tavshed. Det modsatte kunne i den overståede valgkamp have medvirket til at manifestere os som et parti med en glasklar værdipolitik.

Det er ligestillingsudvalgets klare opfattelse, at vi aldrig vil opnå reel ligestilling i Danmark, Europa og globalt, så længe vi lever i en prostitutionskultur. Samfund, der til nye generationer videregiver en norm om, at det er acceptabelt at købe sig adgang til en anden persons krop, vil nemlig altid hæmme sig selv i kampen for respekt mellem ikke bare kønnene, men mennesker i al almindelighed.

I Danmark afkriminaliseredes de prostituerede i 1999. De kan herefter ernære sig med prostitution som hovedindtægtskilde, når blot de registrerer sig og betaler skat, efter at have trukket udgifter fra til fx annoncer, kondomer, glidecreme, håndklæder, blomster, lys og indtjenings-optimerende kunstige bryster. Da de prostituerede ikke har ret til at blive optaget i en A-kasse, er der alligevel ikke tale om et lovligt erhverv. Som kunde er det kun kriminelt at gå til en prostitueret under 18 år.

Hvad vi har er altså en hyklerisk lovgivning, der reelt gør staten til den største alfons. Penge, der bruges til at undervise store skolebørn i at udvise seksuel respekt for hinanden, stammer måske fra en livslang traumatiseret kvinde, der som ung blev befamlet af en voksen mand, røg ind og ud af institutioner, og som senere blev nødt til at sælge sig selv for at betale sin heroin.
Eksemplet er ikke fri fantasi, idet en stor del af de prostituerede tidligt har været udsat for fysiske overgreb og har manglet omsorg, nærvær og konstans, ligesom de rummer diffuse normer, lavt selvværd og har svært ved emotionelle relationer.

Vores sympati ligger ubestridt hos de prostituerede, og det er ikke dem, vi ønsker at ramme. De skal tværtimod have al den hjælp de kan få, til så helskindede som muligt at finde en bedre plads i samfundet. De fleste SF’ere er nok enige i, at prostitution er noget, der skal være meget mindre af. Dertil er alle enige i, at menneskehandel er modbydeligt og skal bekæmpes hårdt. Når 90 % af alle ofre for trafficking ender i prostitution er det åbenbart, at de to aspekter skal bekæmpes i sammenhæng. I Sverige har det siden 1999 været forbudt at købe seksuelle ydelser. Straffen har været bøde eller fængsel i op til 6 måneder. De første resultater viser, at det både har betydet langt færre prostituerede og en bremsning af væksten i trafficking. Samtidig er det sandsynligt, at man præger den folkelige indstilling til kønsrelationer, så den rummer mere ligeværd og respekt. Lovgivning er nemlig normsættende, og 80 % af svenskerne støtter nu denne lov. Kort sagt er det en lovgivningsmæssig løsning, der på langt bedre vis end hvad der hidtil er forsøgt, formår at fremme de mål, der er gældende for os i SF.

I Holland har man valgt at legalisere, men det har tværtimod betydet mere prostitution, mere menneskehandel og flere traumatiserede kvinder. Faktisk kan samtlige prostitutionsformer medføre samme traumeskader som hos torturofre og krigsveteraner: angst, depression, søvnforstyrrelse og stress, udover at det er fysisk farligt, følelsesmæssigt skadeligt og socialt stigmatiserende.

Når nu ingen ønsker dette for sin datter eller søster, burde man ikke tillade, at det overhovedet sker for andre. Påstanden om, at det alligevel aldrig forsvinder helt, er for os at se illegitim. Fatalisme må nemlig aldrig blive en del af vores politiske virkelighed.
Dette er ikke et puritansk angreb mod det danske frisind, men et forsøg på at skabe et samfund, hvor vi tager ansvar for hinanden og med færre sociale faldgruber.

FN’s kvindekonvention pålægger staterne at gennemføre lovgivning, der forhindrer handel med kvinder og udnyttelse af kvinder i prostitution. Danmark ratificerede den for 21 år siden. SF bør medvirke til, at der sættes handling bag de flotte ord.

(Folkesocialisten, SF’s medlemsblad)