Tag-arkiv: SF

SF og sikkerhedspolitikken

På det nyligt gennemførte landsmøde blev partiets nye Princip- og perspektivprogram (PP) vedtaget. Et af kardinal-punkterne var hvilken grundholdning SF skulle have til NATO-samarbejdet og hvordan dette så skulle formuleres i PP. Som medlemmerne ved selvsyn vil kunne konstatere når den endelige version af PP sendes ud (kan ses på hjemmesiden), betød afstemningsresultatet at SF i tråd med tidligere principholdninger vil arbejde for at Danmarks politik skal søge mod en afvikling af NATO, men indtil det evt. sker, i hvert fald være præget af ønsket om at NATO hverken får udvidet sit operationsområde eller får en øget global rolle.

Denne principielle beslutning kan ikke skilles fra lige så påtrængende visionstanker omkring EU’s sikkerhedspolitiske rolle i fremtiden, som vil præge både den centrale og lokale debat i partiet frem til det ekstraordinære EU-landsmøde d. 25.-26. okt. Her skal der fastlægges partiholdninger til bl.a. det sikkerhedspolitiske EU-samarbejdes mål og midler som en konsekvens af en stillingtagen til forsvarsforbeholdet. Disse spm. vil utvivlsomt være i stand til at splitte medlemmerne, som det allerede viste sig på landsmødet, hvor PP-redaktionsudvalget velsagtens kunne blive enige om at NATO stod i en kritisk situation, men ikke om hvorvidt det skulle føre til en afvikling eller en reformering. Ligeså kom splittelsen til udtryk da det kun var et snævert flertal af SF’s hovedbestyrelse der ville stemme for at DK skulle ratificere den nye NATO-udvidelse med de syv østeuropæiske lande.

Foran os ligger der kort sagt en række af vedrørende problemer, som endskønt de er komplekse, snarligt må mødes af velgennemtænkte SF-svar. Disse svar skal være tydelige i formuleringen og klare i budskabet. Til forskel fra det der var tilfældet inden Irak-krigen, hvor SF’s politik på trods af at Holger K. fik markeret sig flot, havde et element af fuldstændig legitim ’legen struds’. I perioden før og under indgrebet foretaget af USA og ’the coalition of the willing’ indeholdende DK, kunne Holger K. m.fl. ’nøjes’ med at påpege at SF ikke ville støtte en intervention uden samtykke i FN’s sikkerhedsråd, på trods af at en sådan enighed vel nærmere er en nødvendighed end en determinant for SF’s politik. Da det tidligt stod klart at enigheden ikke ville blive fundet, behøvede SF ikke at kaste kortene på bordet og fortælle hvilken position man ville vælge i den situation at sikkerhedsrådet fandt fodslag. Spørgsmålet er naturligvis helt kontrafaktisk, og kan ikke besvares. Taktiske årsager gjorde altså at SF kun holdt sig til FN-kortet, hvilket i situationen var fuldt forståeligt. Men strudsen bliver nu nødt til at hæve hovedet og tydeligt melde ud hvordan problematikker som dem jeg efterfølgende vil præsentere skal tackles.

Den Atlantpagt (NATO) som Danmark d. 24/4-1949, efter sammenbruddet af de aldrig realistiske skandinaviske forsvarsforhandlinger, var blandt de 12 oprindelige underskrivere af, må i dag siges at stå i et svært fremkommeligt vadested. Som en nordatlantisk organisation fremstår navnet som en anakronisme og det er vel et faktum at NATO i dag,
mere end nogensinde før, hviler på USA og at de europæiske medlemmer virker splittede. De interne beslutningsproble-mer sås under krigen i eks-Jugoslavien, hvor de hvad der skulle vise sig at være for sent gennemførte luftbombarde-menter (30/8-14/9-1995) af de bosniske serbere, først gennemførtes efter at den hollandske FN-deling blev smidt ud af Srebenica og ca. 7000 mennesker efterfølgende blev henrettet (7.-11/7-1995). Grundlæggende kom indgrebet også kun som en konsekvens af at USA besluttede sig for det. Som det ser ud nu kræver bevarelsen af NATO en grundig reformering, hvor koldkrigs-spøgelset ikke går igen og hvor ansvaret og indflydelsen deles ud så alle medlemmer kan være allierede uden forbehold. Dette er en nødvendighed hvis NATO som nogle mener, ydermere skal omformes til en opsøgende organisation og ikke bare en forsvarsorganisation.

Man kunne også vælge at kaste håndklædet i ringen og erklære NATO for stendød (hvad den da evt. også er), og i stedet satse på det europæiske sikkerhedssamarbejde. I et sådant vil SF med sikkerhed arbejde imod oprettelsen af den europahær som ingen endnu kender den fulde vision for, mens der vil være mere diskussion om partiets stillingtagen til de
humanitære, fredsbevarende, krisestyrende og fredsskabende opgaver som blev formuleret ved, og fik navn efter Petersberg uden for Bonn i juni 1992. Disse opgavers løsning kræver ifølge unionstraktaten en udrykningsstyrke på 60.000 mand der skal kunne rykke ud inden for to måneder i de europæiske nærområder, som er defineret som en arbejdszone på 4000 km fra Europas ydergrænse. For SF vil hovedproblematikken være om man skal acceptere
at DK deltager i fredsskabende eller kun fredsbevarende aktioner. Under alle omstændigheder vil det kræve en ændring af forsvarsundtagelsen, vedtaget ved folkeafstemning.

Når det så er sagt kan man ikke komme uden om at EU står sikkerhedspolitisk meget splittet og at det derfor kan vise sig at være svært at finde grundlæggende enighed. Det er værd at notere sig at EU’s uafhængige institut for sikkerhedsstudier (EUIIS) i sit nyhedsbrev fra april tydeligt melder ud at de fælles politiske prioriteringer og konfliktsyn skal foreligge i EU før arbejdet kan komme nogen vegne. Før EU finder fodslag og derved undgår at enkeltlande som DK indgår bilaterale aftaler med USA, der som kiler er med til at splitte EU, vil USA til stadighed være superhegemonen som vi andre retter os ind efter. Men hvis EU står samlet om sin sikkerhedspolitik vil USA lytte lige så meget til EU’s høje repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP), Javier Solana som til handelskommissæren Pascal Lamy der har noget der ligner et samlet Europa bag sig.

Men specielt Danmarks venstrefløj må se i øjnene at det er nødvendigt at have USA med i det sikkerhedspolitiske samarbejde, og at EU’s politik skal fremstå som et alternativ til USA og ikke som en modpol, for det er verden ikke tjent med. Vi må se nuanceret på USA og anerkende at der er mere end rabiate fundamentalister og nykonservative, og derfor
fæstne vor lid til de amerikanerne der ønsker en udadvendt demokratisk USA-politik. I SF ved vi alle at social retfærdighed via bistands-, handels og diplomatisk politik er den bløde, civile sikkerhedspolitik der langsigtet er en nødvendighed for en bedre verden, og derfor konstant skal mejsles ind i hovederne på de der ser anderledes på det. Men alligevel skal vi jo også kunne forholde os til den hårde, militære og mere kortsigtede sikkerhedspolitik. Og her risikerer vi i SF at ende i en selvmodsigelse, hvis vi for det første vil af med NATO, og for det andet kun vil en begrænset EU-styrke. Det efterlader nemlig USA som en eneaktør der skal påvirkes fra gang til gang i FN og vi kan vel ikke sætte hele vores lid til en verdensorganisation, der omend yderst nødvendig hyppigt får udstillet sine begrænsninger og derfor trænger til en reformering. Ligeså virker tanker omkring en udbygning af, og et øget mandat til OSCE endnu meget diffuse.

Hvilken international organisation skal da kunne rykke ud som fredsskabende aktør på verdensscenen hvis vi oplever en diktator der beslutter sig for aggression? Da jeg d. 19/5 ved et sikkerhedspolitisk arrangement på Borups Højskole stillede et lignende spørgsmål til Pernille Frahm, svarede hun at trusselsbilledet i dag var den asymmetriske terrorisme. Det er for så vidt rigtigt, men historien viser at svage sjæle med det samme udnytter at verdens øjne er rettet mod andre brænd-punkter. Som i koldkrigstiden kan truslen om angreb være fredsbevarende, når det blot det ligger på et sådant niveau at vi ikke ryger ind i sikkerhedsdilemmaet, hvor sikkerhed for nogle stater kan betyde mindsket sikkerhed for andre. Denne problematik ser desværre ud til at dukke op i forbindelse med det amerikanske missilforsvar, som EU bl.a. grundet den danske regering får svært ved generere en samlet modstand imod. SF går under alle omstændigheder ind i en udfordrende periode frem til vedtagelsen af valgprogrammet for Europaparlamentsvalget i 2004.

(Artikel trykt i medlemsbladet for SF-Indre by)