Venstrefløj i stereo – om Irak-krigen

I dag blev min sparsomme hårpragt igen trimmet af den akademiske irakiske dissident, som nu ernærer sig som ‘min frisør’. Han glæder sig usigeligt til at se Saddam Hussein domstols-dømt. Ja, på trods af de lidelser hans familie har været igennem, fastholder han delvist pga. sine 13 år i Danmark, at det er bedre han ender i en celle end mister livet.
Som jeg sidder der i frisør-stolen, rammes jeg af et øjebliks moralsk tvivl: Hvor er det dog godt, at han ikke mere er ved magten! Alligevel får det mig, som Rune Lykkeberg (RL) i sin leder 21. juli antyder, ikke til politisk at være i tvivl om, at invasionen i Irak blev truffet på ulovligt og illusorisk grundlag.

Bush, Blair og Fogh har gjort vores fremtid mere usikker. De 24.865 civile dræbte, som Iraq Body Count og Oxford Research kan dokumentere, taler for sig selv. Heraf skal de amerikansk ledede styrker have direkte ansvar for de 37 %. Danmark deltager ulykkeligvis i vor tids Vietnam-krig. Så RL, jeg har det som venstreorienteret ikke svært med argumenterne imod krigen.

Som RL rigtig vis selv er inde på, slås vi på venstrefløjen imod en teflon-betrukket Anders Fogh, der aldrig må vise svaghed og derfor arbejder udfra en ‘tavshed er guld’-devise.
Resultatet er mangel på reel politisk debat og folket i demokratiet står som tabere. Både presse og venstrefløj har et ansvar for, at denne strategi desværre har virket i snart fire år.
RL ser en tvivlende venstrefløj, og tillægger det ikke nogen værdi, at der bl.a. hos SF tænkes mange sammenhængende tanker, om velfærdsstatens økonomi, den gode integration, en fri og faglig folkeskole samt økologisk bæredygtighed, og jeg mener selvsagt, at RL spidser blyanten så meget at den nær brister.

Problemet er nok snarere, at vi ikke er dygtige nok til at slå igennem med vores egen dagsorden og visioner, og derfor konstant halser bag efter, kommenterende på alt som regeringen foretager sig, og som verden ellers byder. At visse venstrefløjs-politikere bevidst dyrker dette mere, end selv at frembringe fremadrettede tanker, er desværre evident.
Rygterne om venstrefløjens stilhed er dog stærkt overdrevne – vi er nødvendige og skal nok få vist RL, at vores svar baner den bedste vej frem mod bæredygtighed, global og social retfærdighed, og derved bedrede freds- og frihedsperspektiver.

(Information 26. juli 2005)

En absurd præmis

Poul Erik Hornstrup (PEH) fremfører den 17. maj igen sin frygt for, at en kriminalisering af prostitutionskunden vil føre et forrået marked i armene på de kriminelle. At benytte dette som præmis med den efterfølgende konsekvens fortsat at tillade et skammeligt misbrug af prostituerede mænd og kvinder, er for mig at se absurd.

For det første er markedet allerede nu styret af kriminelle, med alfonser der kræver fliseleje og såkaldt ‘almindelige’ mennesker der deltager i menneskehandel og bordeldrift. 90 procent af ofrene for menneskehandel ender i et prostitutionsmarked, som vi i Danmark er med til at opretholde.

For det andet viser utallige undersøgelser, at kvinder i prostitution har langt større risiko for voldtægt og overfald end resten af den kvindelige befolkning. Markedet er blevet voldeligere gennem årene, men de prostituerede vil have øget grund til at anmelde vold, hvis kunden i forvejen er kriminaliseret.

For det tredje er PEH’s præmis heldigvis ikke gældende for, hvordan vi indretter vores samfund. De færreste kaldte Saddams tyranni godt, fordi kriminaliteten var minimal, og vi tillader jo heller ikke, at børn får smæk, af frygt for at mishandlingen ellers vil eskalere.

Politisk omtanke og syn på ret og rimeligt skal gå hånd i hånd, når vi indretter vort samfund. PEH’s tankegang afslører mangel på begge.

(Information 23. maj 2005)

Prostitution og narko er ikke det samme

Poul E. Hornstrup og Jesper Ib argumenterer d. 9.maj mod en kriminalisering af prostitutionskunder ved som fænomen at sidestille det med narko. Men prostitution er væsensforskellig fra narko, da det drejer sig om misbrug af medmennesker der som oftest er endt der grundet økonomisk nød. Derfor fordres der et anderledes modtræk.
Narkokriminalitet bør som nu straffes hårdt, da stofferne er sindsygt farlige for mennesker. De hårdest afhængige bør dog tildeles fri heroin, da det gør det muligt at motivere dem bedre til behandling, samt fjerner deres behov for ulovligt at skaffe penge til narko.

De bløde rusmidler som hash bør gennemgå en kontrolleret legalisering, hvor f.eks. apoteker står for salget. Dette bør gøres for at fjerne det som lukrativt kriminelt marked, undgå flere dræbte i en markedskrig og fordi stofferne ikke på nogen måde er nær så farlige som narko, men dog kræver vejledning og omtanke.

At kriminalisere prostitutionskunden er at placere det reelle ansvar for skadevirkningerne, og vil på ingen måde gøre det til et mere attraktivt marked for kriminelle, end det i øjeblikket er. Det er nemlig efterspørgslen der i første omgang mindskes og ikke udbuddet, eftersom de prostituerede heldigvis afkriminaliseredes i 1999. Markedslogikken og bedre sociale tiltag vil derpå mindske antallet af prostituerede.

(Information 12. maj 2005)

Og navnet er? – om USA’s svar på Frank Grevil

Per Clausen (PC) får d. 30/11 bragt et længere referat af bogen Imperial Hubris. Why the West Is Losing the War on Terror (2004). Forfatteren angives korrekt til at være anonym, men det ville ikke have taget PC lang tids net-søgning at finde ud af at det i virkeligheden er CIA-officeren Michael Scheuer (MS) og at denne demaskering har været vidt debatteret i USA siden afsløringen d. 2/7 i The Boston Phoenix.

Anonymiteten var ikke selvvalgt, men et resultat af hemmelige regulativer for CIA-ansatte. Bogen er i særdeleshed interessant eftersom MS som CIA-ansat, siden midten af 80’erne har været i hælene på Osama Bin Laden og efter 9/11 var specialrådgiver i CIA’s Bin Laden-enhed. MS er altså en indsigtsfuld kilde til forståelse af Bin Laden. Jagte ham kommer han dog ikke længere til, eftersom MS indgav sin opsigelse til CIA d. 12/11. Indtil videre kan der kun gisnes om, hvorvidt opsigelsen er selvvalgt eller et resultat af pres fra CIA, der i givet fald betragter MS på samme måde som Forsvarets Efterretningstjeneste ser på Frank Grevil. MS står dog for nuværende ikke over for en straffesag.

(Information 4.-5. dec. 2004)

Hvem har ansvaret?

Det er umådeligt trist at være vidne til, hvordan det danske samfund i denne tid udstilles med grove voldtægter mod kvinder og seksuelle overgreb på mindreårige. Det er afskyvækkende og kan ikke tolereres.
Den øgede fokus kan dog give tavse ofre mod til at stå frem og rumme kimen til et opgør med landets hykleriske prostitutionslovgivning og dens normsættende rolle.
Man kan dog frygte, at politikere snarere vil score populistiske point ved refleksmæssigt at kræve en udvidet strafferamme.
Det indebærer en risiko for en ureflekteret mandestigmatisering, der kan føre til utrygge arbejdsvilkår for mandlige pædagoger. Og samtidig fastholdes det ligestillingsmæssige urimelige faktum, at faderen er den klart svageste part i sager om forældremyndighed og samvær.

Desuden er der grund til at være varsom med at plædere for pædagogiske tiltag, der hindrer, at drenge (og piger) leger røvere og soldater, brydes på gulvet eller spiller høvdingebold for at af-maskulinisere opdragelsen.
Når blot man er opmærksom på kønssocialiseringens rolle, vil man naturligvis samtidig kunne lære børnene, at styrke ikke er en acceptabel løsningsmodel i sociale sammenhænge præget af gensidig respekt.
Forebyggelse skal, som SF altid har sagt, have maksimal fokus på alle niveauer.
Det er derfor godt at åbne for terapeutisk hjælp til voldelige mænd. En ny prostitutionslovgivning ville dog være det bedste forebyggende initiativ.

I Danmark betyder den liberale lovgivning, at staten tjener skattepenge på, at – primært – kvinder og mænd sælger seksuelle ydelser til andre.
Man har dog samvittighed nok til ikke officielt at kalde det for et erhverv med dertil hørende rettigheder.
Det er nærliggende at spørge, om ikke den delvise accept af prostitution er med til at fastholde en norm, hvor det er legitimt at betragte en anden persons krop som en brugsgenstand?
Dette er tilfældet, uanset om sælgeren af sex mener, at det sker ud fra dennes eget frie valg og vilje. Er denne norm da med til at gøde vejen for voldtægter og misbrug af mindreårige fundet på chat-rooms?
For mig er der ikke tvivl om, at svaret er ja. I Sverige har kriminaliseringen af kunderne mindsket antallet af prostituerede, og det har sammen med en øget debat betydet, at en meget stor del af befolkningen nu opfatter prostitution som illegitim.
Om den hårde narkoprostitution bare er skubbet bort fra overfladen og lever videre, er dog et spørgsmål, man skal fokusere på og i givet fald løse.

Den enkelte volds- eller misbrugskrænker bærer altid ansvaret, men lad os åbne øjnene for samfundets indflydelse og ansvar. Politisk lederskab ville i Danmark være at kriminalisere køb af sex og derved vise, at det ikke er en menneskeret at få stillet sine seksuelle lyster mod betaling.
Det vil fjerne kunder og dermed skuffe dem, der føler, at de lever et godt liv med prostitution, men det vil uvægerligt også gøre fremtiden bedre for mange, og – ikke mindst – vil man sende et signal til alle om, hvilke menneskelige normer vi ønsker i vores samfund.
Den funktionalistiske teori om prostitution som en afværgende voldsventil har med al tydelighed spillet fallit.

(Jyllands-Posten 31. oktober 2004)

Venstre i lommen på landbruget – om EU’s landbrugsstøtte

Venstre er et fuldstændig fastlåst landbrugsparti der efter betydelig intern splid har truffet en landsmøde-beslutning om end ikke at ville afvikle EU’s landbrugsstøtte over en periode på 15 år. Det er den mest regressive politik og beslutningen må betegnes som yderst tragisk for den fattige tredje verden, for de danske skatteydere, for verdens-sikkerheden og selvsagt for et såkaldt liberalt parti der end ikke kan leve op til sit eget principprogram. De normale fraser om fri handel, fri konkurrence og øget markedsadgang står altså nu og blæser i vinden som ubrugelige postulater.

EU’s landbrugspolitik (CAP) er en skandale. Den står for 40 % af EU’s samlede budget og koster hver enkelt borger 2025 kr. om året. Samlet betales der 331 mia. kr. over skatten, samt 441 mia. kr. i overpris for mælk, oksekød, sukker og andre landbrugsvarer. Grundet momsfritagelse er det oplagt at sammenligne forskellige priser på landbrugsvarer i England og New Zealand. Forbrugerrådets opgørelse for to år siden, viser at alle varer generelt set er dobbelt så dyre i England. Prøv at forestille Dem at give det halve for f.eks. smør og bøffer. CAP betyder at ejeren af en EU-ko får 17 kr. i støtte om dagen. Dette er mere end dobbelt så meget end hvad en afrikansk bonde har at leve for om dagen. Opgørelser fra OECD viser at dets medlemslande samlet bruger godt og vel seks gange mere på landbrugsstøtte end hele verden samlet giver i ulandsbistand.

Venstres Fødevareminister Mariann Fischer Boel sagde for et år siden ved Landbrugsrådets årsmøde: “Det er i grunden sjovt med liberaliseringen af verdenshandelen. Det lader til at næsten alle går ind for den …Det kan bare ikke gå langsomt nok.” Nu kan hun regne sit eget parti for et af dem der tilsyneladende er velmenende, og udadtil synes at ville arbejde for en bedre verden, men som reelt set ikke rører en finger fordi det er i lommen på landbrugs-baronerne i dets eget bagland.

(Berlingske Tidende 24. maj 2004)

Jeg er pivstolt over at være SF’er

Netop hjemkommet fra mit første Landsmøde, sidder jeg nu og er træt, og velsagtens lige så uparfumeret som alle de andre der tillige valgte at svede i flok. Men jeg kan ikke falde til ro, for inden i sprudler jeg af energi. Det skyldes at jeg for første gang nogensinde har oplevet at få våde øjne af henholdsvis store politiske visioner, en vidunderlig mangfoldigheds-happening og fællessang (som der dog godt kunne have været mere af). For en studerende på 27 der først sent har fundet ud af at SF var det rigtige parti på venstrefløjen, virker det helt berusende at få fejet al tvivl til side, hæve hovedet og føle at SF er mit parti der som en hjemvendt bror eller søster pludselig dukker op i horisonten.

Forklaringen på dette rummer flere aspekter: Først og fremmest finder jeg at det er udtryk for stor styrke, at partiet så tydeligt holder fast i det socialistiske grundlag der som et modsvar til gold kapitalistisk egoisme fremstår mere væsentlig og mere nødvendig i dansk og international politik end længe set. Samtidig er det også en styrke at partiet både i forbindelse med udarbejdelsen og diskussionen af det nye Princip- og Perspektivprogram har åbnet op for en genformulering og på nogle områder en opdatering, af de socialistiske værdier og mål.
Det betyder nemlig at SF inden for rimelighedens grænser, rummer og tillader en diversitet. Denne er indenfor nogle emner aldersbestemt, men er i lige så høj grad et spørgsmål om holdninger. Jeg mærker dette når jeg på enkelte punkter føler mig mere basissocialistisk og på andre mere konservativ (ikke at forstå som reaktionær), end både ældre, jævnaldrende og yngre medlemmer.

En af mine motivationsgrunde for at melde mig ind i SF var at jeg ville et parti der kunne kombinere det visionære og det pragmatiske. Af de to dele var det på Landsmødet heldigvis (og ikke så underligt) visionerne der var mest fremherskende og stod højest i hierarkiet. Selvom pragmatikken selvfølgelig lever videre i det politiske arbejde (uden dog at blive til den opportunistiske slags), finder jeg alligevel at det er mere rigtigt at kalde SF for et ‘visionært handlingsparti’. Jeg håber at både MF- og HB’ere vil arbejde videre i det visionære spor, på en sådan måde at der ikke til nogen tid skal være belæg for at kalde SF for et ‘brokkeparti’. Naturligvis skal regeringen, og andre partier på vildspor, kritiseres helt ned til sokkerne, men det skal altid (når det er muligt) følges op af en anden vision. Man kunne kalde det for et – “Ingen kritik uden vision”-kodeks, som de højtplacerede skulle leve op til. Lidt for sjov kunne man foreslå en bødekasse i Folketingsgruppen. Som fodboldspilleren der skal betale en symbolsk tier hvis han kommer til træning uden benskinner, skal MF’erne gøre det samme til partikassen (eller julefrokosten), hvis man oplever disse udtale sig kritisk, uden at lade det følge af et andet og selvfølgelig bedre løsningsforslag.

Partiet skal ligeledes have ros for at åbne op for store principielle udenrigspolitiske spørgsmål, der for mange er særdeles komplekse og følelsesladede. NATO, EU, de fire forbehold og fremtidens sikkerhedspolitiske Europa skal diskuteres grundigt igennem i SF. Netop derfor er det så vigtigt at det er SF selv der sætter dagsordenen for den kommende debat og ikke hverken pressen eller regeringen. I dette er partiet kommet godt fra start, men debatten skal internt præges af klare udmeldinger, der samtidig rummer en nuancerethed som sikrer at partiet ikke ryger i den dogmatiske grøft. I den forbindelse kan jeg ikke lade være med at påpege, at det er en fare hovedløst at sætte Bush-administrationen lig med USA. Til tider glemmes det at der også er et andet og meget kritisk (intellektuelt og ikke-nationalistisk) USA, der bl.a. er i gang med at mobilisere sig til valgkampen i november 2004. Vel vidende at svaret kræver en grundig analyse, vil jeg da alligevel spørge hvad der gavner demokraternes kamp mest, og ikke giver Republikanerne de bedste kort på hånden: At Europa vælger en sikkerhedspolitisk rute med øget isolering og afstandtagen fra USA eller ej? Den nuværende amerikanske ledelse skal til stadighed kritiseres hårdt, men det er vigtigt for Europa og resten af verden at den europæiske sikkerhedsprofil opstilles som et alternativ til USA’s og ikke som en modpol.

Eftersom partiet ikke øses til af ros i medierne, kan det passende gøres her for det fortjener det altså. Jeg er pivstolt over at være en del af SF og vil med sikkerhed knejse med nakken og sige: “Jeg er SF’er”, når der er nogen der spørger. Ligeså vil jeg glæde mig til at se det endelige Princip- og Perspektivprogram, som uagtet at der kan herske lidt uenighed om hvem det henvender sig til, kan være med til at give mig en guideline. Det vil være det rød/grønne garnnøgle jeg ruller ud for at sikre at jeg altid kan finde tilbage, når jeg skal overbevise venner og bekendte om, hvad der skal stemmes og gøres for at ændre verden og dagens Danmark til det bedre.

Det har jeg tænkt mig at gøre og jeg håber meget at andre følger trop, ikke bare i medierne men tillige i den nære dagligdag. En ting er sikkert – vi ses til næste Landsmøde.

(Artikel bragt i SF’s medlemsblad – Folkesocialisten)

SF og sikkerhedspolitikken

På det nyligt gennemførte landsmøde blev partiets nye Princip- og perspektivprogram (PP) vedtaget. Et af kardinal-punkterne var hvilken grundholdning SF skulle have til NATO-samarbejdet og hvordan dette så skulle formuleres i PP. Som medlemmerne ved selvsyn vil kunne konstatere når den endelige version af PP sendes ud (kan ses på hjemmesiden), betød afstemningsresultatet at SF i tråd med tidligere principholdninger vil arbejde for at Danmarks politik skal søge mod en afvikling af NATO, men indtil det evt. sker, i hvert fald være præget af ønsket om at NATO hverken får udvidet sit operationsområde eller får en øget global rolle.

Denne principielle beslutning kan ikke skilles fra lige så påtrængende visionstanker omkring EU’s sikkerhedspolitiske rolle i fremtiden, som vil præge både den centrale og lokale debat i partiet frem til det ekstraordinære EU-landsmøde d. 25.-26. okt. Her skal der fastlægges partiholdninger til bl.a. det sikkerhedspolitiske EU-samarbejdes mål og midler som en konsekvens af en stillingtagen til forsvarsforbeholdet. Disse spm. vil utvivlsomt være i stand til at splitte medlemmerne, som det allerede viste sig på landsmødet, hvor PP-redaktionsudvalget velsagtens kunne blive enige om at NATO stod i en kritisk situation, men ikke om hvorvidt det skulle føre til en afvikling eller en reformering. Ligeså kom splittelsen til udtryk da det kun var et snævert flertal af SF’s hovedbestyrelse der ville stemme for at DK skulle ratificere den nye NATO-udvidelse med de syv østeuropæiske lande.

Foran os ligger der kort sagt en række af vedrørende problemer, som endskønt de er komplekse, snarligt må mødes af velgennemtænkte SF-svar. Disse svar skal være tydelige i formuleringen og klare i budskabet. Til forskel fra det der var tilfældet inden Irak-krigen, hvor SF’s politik på trods af at Holger K. fik markeret sig flot, havde et element af fuldstændig legitim ’legen struds’. I perioden før og under indgrebet foretaget af USA og ’the coalition of the willing’ indeholdende DK, kunne Holger K. m.fl. ’nøjes’ med at påpege at SF ikke ville støtte en intervention uden samtykke i FN’s sikkerhedsråd, på trods af at en sådan enighed vel nærmere er en nødvendighed end en determinant for SF’s politik. Da det tidligt stod klart at enigheden ikke ville blive fundet, behøvede SF ikke at kaste kortene på bordet og fortælle hvilken position man ville vælge i den situation at sikkerhedsrådet fandt fodslag. Spørgsmålet er naturligvis helt kontrafaktisk, og kan ikke besvares. Taktiske årsager gjorde altså at SF kun holdt sig til FN-kortet, hvilket i situationen var fuldt forståeligt. Men strudsen bliver nu nødt til at hæve hovedet og tydeligt melde ud hvordan problematikker som dem jeg efterfølgende vil præsentere skal tackles.

Den Atlantpagt (NATO) som Danmark d. 24/4-1949, efter sammenbruddet af de aldrig realistiske skandinaviske forsvarsforhandlinger, var blandt de 12 oprindelige underskrivere af, må i dag siges at stå i et svært fremkommeligt vadested. Som en nordatlantisk organisation fremstår navnet som en anakronisme og det er vel et faktum at NATO i dag,
mere end nogensinde før, hviler på USA og at de europæiske medlemmer virker splittede. De interne beslutningsproble-mer sås under krigen i eks-Jugoslavien, hvor de hvad der skulle vise sig at være for sent gennemførte luftbombarde-menter (30/8-14/9-1995) af de bosniske serbere, først gennemførtes efter at den hollandske FN-deling blev smidt ud af Srebenica og ca. 7000 mennesker efterfølgende blev henrettet (7.-11/7-1995). Grundlæggende kom indgrebet også kun som en konsekvens af at USA besluttede sig for det. Som det ser ud nu kræver bevarelsen af NATO en grundig reformering, hvor koldkrigs-spøgelset ikke går igen og hvor ansvaret og indflydelsen deles ud så alle medlemmer kan være allierede uden forbehold. Dette er en nødvendighed hvis NATO som nogle mener, ydermere skal omformes til en opsøgende organisation og ikke bare en forsvarsorganisation.

Man kunne også vælge at kaste håndklædet i ringen og erklære NATO for stendød (hvad den da evt. også er), og i stedet satse på det europæiske sikkerhedssamarbejde. I et sådant vil SF med sikkerhed arbejde imod oprettelsen af den europahær som ingen endnu kender den fulde vision for, mens der vil være mere diskussion om partiets stillingtagen til de
humanitære, fredsbevarende, krisestyrende og fredsskabende opgaver som blev formuleret ved, og fik navn efter Petersberg uden for Bonn i juni 1992. Disse opgavers løsning kræver ifølge unionstraktaten en udrykningsstyrke på 60.000 mand der skal kunne rykke ud inden for to måneder i de europæiske nærområder, som er defineret som en arbejdszone på 4000 km fra Europas ydergrænse. For SF vil hovedproblematikken være om man skal acceptere
at DK deltager i fredsskabende eller kun fredsbevarende aktioner. Under alle omstændigheder vil det kræve en ændring af forsvarsundtagelsen, vedtaget ved folkeafstemning.

Når det så er sagt kan man ikke komme uden om at EU står sikkerhedspolitisk meget splittet og at det derfor kan vise sig at være svært at finde grundlæggende enighed. Det er værd at notere sig at EU’s uafhængige institut for sikkerhedsstudier (EUIIS) i sit nyhedsbrev fra april tydeligt melder ud at de fælles politiske prioriteringer og konfliktsyn skal foreligge i EU før arbejdet kan komme nogen vegne. Før EU finder fodslag og derved undgår at enkeltlande som DK indgår bilaterale aftaler med USA, der som kiler er med til at splitte EU, vil USA til stadighed være superhegemonen som vi andre retter os ind efter. Men hvis EU står samlet om sin sikkerhedspolitik vil USA lytte lige så meget til EU’s høje repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP), Javier Solana som til handelskommissæren Pascal Lamy der har noget der ligner et samlet Europa bag sig.

Men specielt Danmarks venstrefløj må se i øjnene at det er nødvendigt at have USA med i det sikkerhedspolitiske samarbejde, og at EU’s politik skal fremstå som et alternativ til USA og ikke som en modpol, for det er verden ikke tjent med. Vi må se nuanceret på USA og anerkende at der er mere end rabiate fundamentalister og nykonservative, og derfor
fæstne vor lid til de amerikanerne der ønsker en udadvendt demokratisk USA-politik. I SF ved vi alle at social retfærdighed via bistands-, handels og diplomatisk politik er den bløde, civile sikkerhedspolitik der langsigtet er en nødvendighed for en bedre verden, og derfor konstant skal mejsles ind i hovederne på de der ser anderledes på det. Men alligevel skal vi jo også kunne forholde os til den hårde, militære og mere kortsigtede sikkerhedspolitik. Og her risikerer vi i SF at ende i en selvmodsigelse, hvis vi for det første vil af med NATO, og for det andet kun vil en begrænset EU-styrke. Det efterlader nemlig USA som en eneaktør der skal påvirkes fra gang til gang i FN og vi kan vel ikke sætte hele vores lid til en verdensorganisation, der omend yderst nødvendig hyppigt får udstillet sine begrænsninger og derfor trænger til en reformering. Ligeså virker tanker omkring en udbygning af, og et øget mandat til OSCE endnu meget diffuse.

Hvilken international organisation skal da kunne rykke ud som fredsskabende aktør på verdensscenen hvis vi oplever en diktator der beslutter sig for aggression? Da jeg d. 19/5 ved et sikkerhedspolitisk arrangement på Borups Højskole stillede et lignende spørgsmål til Pernille Frahm, svarede hun at trusselsbilledet i dag var den asymmetriske terrorisme. Det er for så vidt rigtigt, men historien viser at svage sjæle med det samme udnytter at verdens øjne er rettet mod andre brænd-punkter. Som i koldkrigstiden kan truslen om angreb være fredsbevarende, når det blot det ligger på et sådant niveau at vi ikke ryger ind i sikkerhedsdilemmaet, hvor sikkerhed for nogle stater kan betyde mindsket sikkerhed for andre. Denne problematik ser desværre ud til at dukke op i forbindelse med det amerikanske missilforsvar, som EU bl.a. grundet den danske regering får svært ved generere en samlet modstand imod. SF går under alle omstændigheder ind i en udfordrende periode frem til vedtagelsen af valgprogrammet for Europaparlamentsvalget i 2004.

(Artikel trykt i medlemsbladet for SF-Indre by)

Folketingskandidat i Storkreds København og Rådmand på Frederiksberg