(PM) VM-fodbold på storskærm? – Sponsor søges!

FodboldVM-fodboldturneringen i Sydafrika nærmer sig med syvmileskridt. Det danske herrelandshold har på flotteste vis kvalificeret sig, og der er udsigt til nogle sindsoprivende opgør. Fra SF’s side mener man at slutrunden bør give anledning til også, at lade Frederiksberg præges af denne spændende sportsbegivenhed.

Derfor har SF’s Rådmand og medlem af Kultur- og Fritidsudvalget, Balder Mørk Andersen stillet forslag om at kampene kan blive vist på storskærm på Frederiksberg Rådhusplads. Forudsætningen for at et sådant arrangement skulle kunne løbe af stablen var, at en eller flere lødige sponsorer skulle bakke op.

”Jeg har hele tiden ment, at det økonomiske hovedgrundlag for sådanne arrangementer skulle være sponsorstøtte, og set i lyset af kommunens økonomiske problemer ville det da også være virkelighedsfjernt at prioritere fodboldfester højere end daginstitutioner, hjemmepleje og socialt udsatte”, siger Balder Mørk Andersen.

Fra SF’s side stikker forslaget dybere end bare umiddelbart, at lade folk se en fodboldkamp.
”Initiativet går på at vi i fællesskab får markeret, at Frederiksberg er en kulturelt rummelig kommune, med plads til folkelige og festlige arrangementer. Samtidig er det sigtet at fremvise, hvordan kommunen også er erhvervsvenlig, og finder det spændende at lade en eller flere virksomheder markere sig i anledning af de danske VM-fodboldkampe”, siger Balder Mørk Andersen.

Der vil i første omgang være tale om de to sidste danske puljekampe d. 19. juni kl. 20.30 mod Cameroun og d. 24. juni kl. 20.30 mod Japan, hvor DR har givet sendetilladelse. Her vil der kunne blive opstillet storskærm på Frederiksberg Rådhusplads. Skulle Danmark kvalificere sig til kvartfinale mv., hvortil DR ligeledes har givet sendetilladelse, mener Balder Mørk Andersen at der vil kunne blive taget stilling til en sådan situation mellem forvaltning og sponsorer.
”Jeg opfordrer alle interesserede virksomheder, små såvel som store, til at henvende sig til kulturdirektøren på tlf. 38 21 20 90. Det vil være en enestående mulighed for at markere sig som dén eller en af de virksomheder der for første gang bragte sport på storskærm til Frederiksberg. Hvis ikke må folk atter søge til København for at tage del i en festlig fodboldfest”, udtaler Balder Mørk Andersen.

I Kultur- og Fritidsudvalget er man blevet enige om, at skæringsdagen for hvornår sponsorer kan nå at henvende sig er d. 15. maj. Denne beslutning forventes endeligt konfirmeret på næste kommunalbestyrelsesmøde d. 26. april.

(Brugt i artikel i Lokalavisen Frederiksberg d. 28. april 2010)