Et grundelement i dette samfunds straftankegang er troen på at mennesker kan forbedre sig, og efter fuldbyrdet straf indgå i samfundslivet indenfor de rammer og love som vi har opstillet for vores fælles liv.
Det er resocialisering jeg taler om, og bedres denne vil færre atter begå forbrydelser (tilbagefald til ny kriminalitet kaldes med et pænt ord for recidiv), færre kriminelle vil igen betyde færre ofre – og netop færre ofre kan alle forstå og relatere til.
Der vil altid være nogen der skal arbejdes lidt længere med, før de lægger kriminalitet på hylden. Disse særdeles negative ‘rollemodeller’ – som også kan betegnes som garvede indsatte, skal i mindst mulig grad i kontakt med unge nykriminelle, der på deres livsstadie er meget påvirkelige. Kan disse unge oplæres i kriminalitet og stoffer i et voksenfængsel, vil de modsat også kunne oplæres i sundt retskaffent samfundsliv uden kriminalitet, af folk der oprigtigt vil dem det godt.
Derfor er det så nødvendigt, at unge kriminelle 15-17 år, under varetægtsfængsling ikke anbringes sammen sammen med voksne fanger (det står endvidere i FN’s børnekonvention art. 37). Se nyhed i Politiken
Derfor er det så nødvendigt, at ungdomssanktionen fungerer optimalt. Her stilles der krav til kommunerne om at planlægge og gennemføre et to-årigt struktureret og kontrolleret socialpædagogisk forløb for en ung lovovertræder.
Målgruppen for ungdomssanktionen er fastlagt ud fra fire kriterier: et alderskriterium, et kriterium, der knytter sig til gerningsmandens personlige forhold (”social profil”), et kriterium, der angår kriminalitetens art (kriminalitetskravet), og endelig et kriterium, der knytter sig til den straf, den unge lovovertræder ellers ville blive idømt (strafkravet). (Kilde)
Og derfor er det så vigtigt, at man i Kriminalforsorgen nu har startet et udslusningsprojekt for 15-17 årige kriminelle i Københavnsområdet. Læs om Ungeprojektet og en omtale i Nyt fra Kriminalforsorgen s. 16.
