Af dette fremgik det, som jeg også havde påpeget i mit læserbrev, at Rune Lund vælger at udtrykke sig på anden vis end Asmaa, men at han og Ø-gruppen vælger at (over)beskytte deres kandidat. I mine øjne bliver resultatet utroværdigt, og hvad der står tilbage er dårlig ‘damage control’. Yderligere trampen rundt i dette skisma vurderede jeg som værende meningsløst.

Jeg valgte derpå, at lade pennen hvile i denne ombæring, og som ventet kom formand Søvndal da også på banen med et gensvar der lå pænt i forlængelse af mit læserbrev, og det der kunne have været et gensvar til Rune Lund: http://www.information.dk/143794

Alt i alt syntes jeg at Enhedslistens samlede fremfærd i denne sag har været uskøn og selvmodsigende.
På den anden side skal det også bemærkes, at en del af kritikken har været enten direkte hadsk eller blot unuanceret, og uden indsigt i de aspekter af international lov, som ikke er så ligetil, samt de magtstrukturer der omgiver dem – og netop dette er væsentligt at have for øje når man putter FN-resolutioner op på en piedestal.

Fordi denne del af venstrefløjen ER voldsromantisk. Så enkelt er det. Man legitimerer og “forstår” vold, når det er folk med de ukorrekte holdninger det går ud over. Dvs Venstrefolk (malingsaffæren), soldater (Irak), amerikanere (WTC), jøder (Israel) – racisme på højt plan, sløret i forblommet bavl om “modstandskamp”. Det giver ikke megen mening at propagandere imod krigsforbrydelser, når man selv står på terroristers side.

“Det gjorde Asmaa Abdol-Hamid ikke da hun udtalte sig til Socialistisk Arbejderavis. Her konkluderede hun legitimt nok, men uden nødvendig nuancering, at Danmark var en del af besættelsesmagten i Irak. ”

Det er ikke rigtigt. Hun sagde at der ER en besættelse, og at danske soldater var legitime mål. Men der er ingen besættelse, men en FN-sanktioneret genopbygningsopgave. Hvornår mon dén siver ind?

Venstrefløjens bizarre forhold til sandheden gavner ikke dens kamp imod regeringen, især ikke når man vedholdende udstiller de frit opfundne myter om besættelse, modstandskamp og løgne om krigsgrundlaget, og dermed demonstrerer en eventyrlig moralsk anløbenhed, der her og der ikke er til at skelne fra dobbeltmoral. Alt sammen grebet ud af det blå, velsagtens fordi man mener, at højrefløjsmennesker ikke kan være helt så etisk forsvarlige som dem til venstre. Desuagtet af venstrefløjen intet foretager sig udover at hade højrefløjen og USA (og Israel), mens den skider menige irakere ned ad nakken.