Tre horrible udmeldinger omkring kampdagen 8. marts

Man har ventet lidt på at familieministeren trådte i karakter, men helledusseda for en bommert med den omvendte Kina-udmelding om at vi skal have tre børn. Tilbagetrækningen kom op ad dagen, men skaden var sket. Budskabet virker uigennemtænkt, hvis det da ikke bare drejede sig om at al omtale er god omtale.
Nu ved de fleste da at Carina Christensen er hende den barnløse karriereminister der vil have andre til at føde flere børn. Som det er blevet sagt af flere, bør vi vist koncentrere os om at skabe de gode vilkår for børnefamilierne og ligestillingen der så vil virke som en katalystor for at der bliver sat flere børn i verden.
Hvis hendes budskab er kommet frem i bevidstheden om at DK, allerede nu, men i stigende grad vil komme til at mangle arbejdskraft, da kunne man jo løse dette ved at søsætte en mere liberal udlændingepolitik, istedet for at kræve mere sex i dobbbeltsengen.

Mere sex var så ikke hvad DF ønskede sig. Unge mennesker skal praktisere afholdenhed, istedet for at få et sundt og afklaret forhold til sex. Det er en rystende katolsk, eller mere præcist amerikansk højrereligiøs bibelbælte-udmelding, som virkelig skræmmer og forundrer mig. Er dette virkelig en del af DF’s politiske projekt (og vælgergrundlag)?

Men den ubestridt mest usmagelige udmelding kom dog fra Aller-koncernens pornoblad ‘Super’ som udloddede sex med en prostitueret som præmie i en konkurrence. Det er endda sandsynligt at der er en politisag i det. Grundlæggende er det dog rystende usmageligt og kynisk.