Folkelig pragmatisme: Læs Balders læserpanelsindlæg til Politiken i mandags

I mit læserpanelsindlæg gik jeg i rette med avisens leder, og får på sin vis et gensvar i dagens Politiken kommentar (2.sek,s.8). Jeg syntes dog stadig at avisen repræsenteret ved Lars Trier Mogensen skylder en mere nuanceret kritisk tilgang til de radikales slingrekurs, eller er man bange for at støde læsergrundlaget på manchetterne? Samtidig blafrer det stadig i vinden: “Margrethe Vestager bejler i maj måned til SF, mens Naser Khader vil være integrationsminister i en borgerlig regering, men til hvilken side er det nemmest at få radikal politik igennem?” Det virker som om, at avisen selv tror på, at en evt. VKR-regering vil føre en markant anden udlændingepolitik. Men hvad bygger den dette på?

Nuvel – læs mit indlæg her:
Så er starten gået på en ny uge og på dette nye læserkoncept hos Politiken.

Jeg håber at det kan føre en sund og saglig debat med sig.
Umiddelbart kunne man tage fat i debatten om ytringsfriheden, og at dømme ud fra forsiden ligger det da lige til højrebenet. Men hvis man nu sparker bedst med venstrepoten, og i øvrigt ikke har noget at udsætte på tegningen af læserpanelet, skulle man måske tage fat om noget andet. Debatten vedr. sagen mod Berlingske-journalisterne bliver alligevel kun bedre, når vi har set en dom og dens præmisser.

I stedet finder jeg det, ovenpå SF’s udmelding om at pege på Helle Thorning-Schmidt som landets næste statsminister, passende at se nærmere på forsidelederen og den røde tråd mellem denne og Christine Cordsens interview-artikel “SF vil gøre Helle Thorning til statsminister” (1.sek, s.4).

Lederen er klassisk socialliberal, også i mere dogmatisk forstand. Synspunktet er kort fortalt, at det nu reelt kun er de radikale (og Enhedslisten) der fortsat vil arbejde for en mere humanistisk udlændingepolitik end den der nu føres af VKO-flertallet. R og Ø er da ifølge lederen de eneste partier der er på linje med den store del (ca. halvdelen oplyses det) der synes, at der skal føres en mere human udlændingepolitik.

At værdipolitik i lederen gøres synonym med blot udlændingepolitik, men jo i grunden rummer langt mere, er blot en detalje, som dog eksemplificerer den begrebsmæssige upræcision. Mere interessant er det dog at fokusere på de to præmisser for konklusionen.

Den sidste og debatmæssigt knapt så interessante, er at lederen forholder sig til nogle meget upræcise målinger. Hvad betyder det egentlig, at nogle vælgere synes, at “stramningerne er gået for vidt”? Og enhver kan se det usikre element i at påstå, at “vælgerflertallet i 2001 kun ønskede en justering – ikke et brud med den danske tradition for human udlændingepolitik og fornuftig skattepolitik.” Hvor ‘fornuftig’ skattepolitik velsagtens må være den Politiken står for.

Præmissen rejser et spændende spørgsmål: Ønsker vi politikere der indretter politikken efter befolkningens ønsker, eller politikere der går forrest med deres egne visioner for at præge borgerne?

Hertil ville de fleste nok svare ‘lidt midt imellem’, men man må konstatere, at Dansk Folkeparti som det mest subtilt vælgerpopulistiske parti, i dag reelt har magten. Først opbygger man frygt, og efterfølgende kommer man med nationalchauvinistiske svar. Imellem pragmatisme og populisme ligger der vel også opportunisme, og det er vel ikke så slemt endda?

Den anden præmis går på kritikken af SF’s pragmatiske, andre ville måske blot kalde den politisk, udmelding om at lægge appelsinerne i S’ turban. En beslutning der i øget grad udstiller de radikales usammenhængende sang på en øde ø. Lederen lader os forstå at SF har solgt sig selv for billigt. Det er ydmygt, at få sikkerhed for bedre forhold for asylansøgere og en skattekommission, når man derved accepterer både “skattestop og 24-årsregel”.

Det kan naturligvis altid diskuteres om SF har stillet nok krav. Men da skal man jo tage med i betragtningerne, at SF nok alligevel aldrig ville have peget på andre. Man får altså noget ud noget som for de fleste er ligetil. Eller som Christine Cordsen spørger S-gruppeformand Carsten Hansen: “Men hvorfor lade sig presse af et parti, der i sidste ende alligevel ikke kan pege på andre end Helle Thorning-Schmidt?”

Ydermere bør man i det mindste, på trods af den korte spalteplads, gøre sig umage med at præcisere hvad S og SF har aftalt. Det er nemlig forkert, når lederen siger, at SF har accepteret 24-årsreglen. I Christine Cordsens artikel oplyses det da også mere korrekt, at 24-års reglen og tilknytningskravet ikke er omfattet af aftalen. For som Villy Søvndal konstaterer: “Der er vi stadig uenige.”

Det synes mig at lederen antager en noget dogmatisk indgang til politik, måske lidt i tråd med de radikales ultimative krav, som jo tydeligvis for de fleste, og nu også de radikale, ikke førte dem tættere på magten. Venstrefløjen synes nemmest at håndtere når den er ideologisk bundet, så er alt ved det gamle og man kan indplaceres i båsene. Men SF’s socialisme er netop præget af ønsket om at være udogmatisk, da det modsatte kan være ensrettende og fordummende.

Man bør i det mindste være åben over for, at fordi noget er pragmatisk, behøver det ikke nødvendigvis at være holdningsløst. Eller som Professor Peter Sandøe i grunden siger om dyresex i dag: Fordi noget er ulækkert behøver det ikke nødvendigvis at være forbudt (2. sek, s. 4).

Tværtimod kan pragmatisme jo vise sig at være fremtidsrettet og klogt. Hvad nytter magten, når man ikke har agten? – er ikke et skisma for nogen partier i dag, men på den anden side: Hvad nytter agten, hvis man ikke har magten? I Søren Olsen og Steen Svendsens sammenlignende analyse af Helle Thorning og lederen af de britiske konservative, David Cameron (2.sek, s. 6) siges det fx: “De står over for en opgave med mange dimensioner. Én af dem handler om at tilpasse de politiske standpunkter til det forestående valg. Men set i et fremtidsperspektiv er det mere afgørende, om de også formår at tænke ud over næste valg og bidrage til at udvikle politikkens rolle i forhold til et samfund i forandring.” Altså en mere udogmatisk tilgang til politik, hvor det tydeliggøres at visioner kan være uendelig ligegyldige uden magt.

Jeg ser frem til at Politiken underkaster SF’s beslutning en grundig analyse med blikket rettet mod de taktiske elementer – gerne lige så meget fokus som på de radikales ultimative krav, men mindre kan også gøre det. Herunder bør man forholde sig til succesen ved fællestaktikken ved sidste norske valg, samt til den signalforvirring de radikale har bidraget med. Margrethe Vestager bejler i maj måned til SF, mens Naser Khader vil være integrationsminister i en borgerlig regering, men til hvilken side er det nemmest at få radikal politik igennem?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *